Angst hos Freud og Lacan

Oplæg holdt af Tommy Thambour på lørdagsseminar om angst 6. maj 2023 

 

Angst hos Freud og Lacan

 

Lad mig straks slå fast. Hvis I har en forventning om, at dette oplæg vil give stringens og klarhed om, hvad Freud siger om begrebet angst, så bliver I skuffet.

   Både når man læser Freuds skrift Hæmning, symptom og angst (1926), og når man læser Lacans seminar om angst (Le seminarie X, L’angoisse), bliver man slået af, hvor famlende og tøvende især Freud er.

   Freud kommer, et utal af gange, i sin artikel med bemærkninger om, at noget står uklart for ham, at han nu modsiger sig selv etc.

   Også Lacan er i sit seminar om angst undersøgende og søgende. Bedst som man tror, man har fanget, hvilket spor Lacan går ad i sin undersøgelse af angst, skifter han retning og starter undersøgelsen fra en ny vinkel.

   Men det er jo netop det, som gør det interessant at arbejde med Freud og Lacan. Det er åbne tekster, som ikke fastlåser en i dogmatiske læresætninger.

   Dette oplæg er i samme ånd. Famlende, søgende. Intet færdigt, velordnet penalhus at putte i tasken.

   Til trods for dette har mit oplæg et klart fokus. Et klart spørgsmål. Hvordan forstår Freud begrebet angst? Når man læser ham ud fra Lacans forståelse.

   Emnet for mit oplæg er altså ikke Lacans forståelse af angst. Langt mere er oplægget et forsøg på at gøre det muligt at forstå, hvad det er, Lacan siger, når han insisterer på, at han er freudianer. Også når det vedrører hans forståelsen af angsten.

 

 Freuds affektteori!

 

Hvad er angst? Hurtigt svar. Både Freud og Lacan siger, at det er en affekt. Men så næste spørgsmål. Hvad er en affekt?

   Her bliver det mere grumset. Freud siger faktisk ”Angsten er altså i første række noget som fornemmes. Vi kalder den en affekttilstand, selvom vi ikke ved, hvad en affekt er” (Tidsskriftet Drift nr. 1. 2012 s.30).

   Lacan er lidt mere klar. Affekter peger på, at man er affekteret af relationen til den Anden.

   Dette rejser dog mange spørgsmål.

   Jeg vil ikke gå dybere ind i denne diskussion af, hvad affekter er. For mit fokus er her specifikt angsten. Jeg vil dog udpege to ting, som Lacan fremhæver, som er vigtige, når vi skal forsøge at udrede den særlige affekt, som angst udgør.

   For det første understreger Lacan, at det er en blindgyde at forsøge at opstille et katalog over forskellige affekter.

   Alle affekter kan i større eller mindre grad beskrives med henvisninger til deres kropslige udtryk. Eksempelvis angst ved hjertebanken, spænding i musklerne, tørhed i munden etc. Vrede derimod ved øget puls, øget produktion af adrenalin etc.

   Men forsøger man at opstille et katalog, går det galt. Det viser sig hurtigt, at de forskellige definitioner er upræcise og flyder. Hvor meget hjertebanken skal der eksempelvis til, at generthed bliver til ængstelse. Eller at ængstelse bliver til angst etc.
   Der, hvor det også går galt, er, hvis man forsøger at rangordne dem. Er generthed afledt af angst eller omvendt? Eller er de grundlæggende og altbestemmende affekter lyst og opfarenhed, som det er ifølge Thomas af Aquinos. (1225-1274) som Lacan refererer til.

   Så når jeg i det følgende vil indkredse angsten, i Freuds forståelse, vil jeg altså ikke gå katalogiseringens vej

  

En anden ting, der allerede skal understreges her, er Lacans bemærkning. ”Affekten er ikke væren givet i sin umiddelbarhed, heller ikke subjektet i en rå form” (L’angoisse s. 23)

   Her er der hos Lacan et opgør med forestillingen om, at de affekter, et menneske oplever, repræsenterer en mere autentisk og sand indgang til, hvad et menneske er (menneske her forstået som et subjekt med en væren).

   Selvfølgelig har antagelsen om følelserne som indgangsdøren til menneskets autentiske væren rødder, kulturelt set, i romantikkens opgør med oplysningstidens rationalisme.

    Men det kan virke, som om især vores tids billedmedier, meget begrundet i deres form som medier, dyrker følelser som udgørende en autenticitet i en sådan grad, at det nogle gange kan virke, som om sentio ergo sum har erstattet cogito ergo sum.

   I forhold til dette er Lacans bemærkning nok så interessant.

 

Freuds definition af Angst

 

Og så til mit oplægs egentlige fokus. Hvordan forstår Freud angst?

 

Freud fastslår:  ”Angsten er en særlig ulysttilstand med udledningsaktiviteter ad bestemte baner (Tidsskriftet Drift nr. 1. 2012 s.31)

 

Det første, som skal bemærkes, er, at Freud præciserer, at angst er en ulysttilstand.

   Selvom Freud, da han skriver Hæmning, symptom og angst, har forladt sit udgangspunkt som neurolog og har skabt psykoanalysen, så kan vi her se en kobling til Freuds udgangspunkt som neurolog.

   Hvis man følger Freuds forsøg på i Entwurf (Udkast til en videnskabelig psykologi, Hans Reitzel, 1980) at opstille en samlet teori om sanseapparatet, tegner sig følgende billede.

   Freud opstiller en relativt simpel teori. Det hele handler om sansemæssige energikvantiteter, hvor der er to grundtilstande.

 En hvor den sansede energikvantitet er passende, hvilket Freud definerer som lyst, og en hvor energikvantiteterne ikke er passende (ulyst).

   Et illustrativt eksempel på dette kunne være forskellen på at varme fingrene ved nogle gløder en kold vinterdag og så brænde sig, hvis fingrene kommer for tæt på gløderne. 

   Her vil overgangen fra lyst til ulyst på refleksniveauet medføre, at man fjerner hånden.

 

   Freud laver dog en vigtig moderation af denne grundlæggende energikvantitative betragtningsmåde, og på sin vis er det her, Freud bliver han psykoanalytiker fremfor neurolog, når han fastslår, at sansemæssige kvantiteter ikke er lig med psykiske kvaliteter.

   Om noget er lystfuldt for et menneske, er ikke blot et spørgsmål om sansemæssig kvantitet, men også om hvilken kvalitet en given kvantitet tillægges.

   Men som citatet viser, er modstillingen lyst-ulyst stadig central i Freuds tænkning.

 

Det andet som skal bemærkes i Freudcitatet er, at angsten er karakteriseret ved ”udledningsaktiviteter ad bestemte baner”.
   Igen skal vi have fat i den tidlige Freud og hans neurologiske udgangspunkt. Udledningsaktiviteter er i denne forståelse specifikke kropsbaserede reaktioner på sansepåvirkninger. Eksempelvis er kuldegysninger muskelsammentrækninger, der er en reaktion på en ikke passende kuldemæssig sansepåvirkning.
   Dette er en udledningsaktivitet, som adskiller sig fra reaktionen ved en for stor varmemæssig påvirkning. Der er forskel på at ryste af kulde og saunasvede en varm sommerdag.

 

   Vedrørende angst som en særlig udledningsaktivitet indfører Freud en vigtig skelnen: nemlig at der er forskel på sansepåvirkninger som er ydre og indre.

   Ikke-passende ydre påvirkninger medfører grundlæggende en flugtrespons. Brænder jeg fingrene, flytter jeg dem.

   Men hvad med så sansepåvirkninger, som er indre? Eksempelvis driftsimpulser. Hvordan flygte fra dem? Dette er en afgørende problematik til forståelse af angsten.

   For Freud er det centrale, at angst er funderet i indre sansepåvirkninger.

      Nogle træk ved angst som ” udledningsaktiviteter ad bestemte baner” kan iagttages (uden dog at katalogiseres). Hjertebanken, øget blodtilførsel til hjernen, hyper respiration etc.
   Dette førte for Freud og kredsen omkring ham til en stor diskussion om fødselstraumet som årsag til angsten. Mange af trækkene er nemlig parallelle med det nyfødte barns reaktioner, når barnet fødes, og navlestrengen klippes.

   En af Freuds medarbejdere, Otto Rank, gik endda så langt som til at udvikle en teori om, at angst var et spørgsmål om måden, fødslen var foregået på. En teori som sin yderste konsekvens medfører en antagelse om, at en ændret fødselspraksis vil formindske menneskers angst.

    Freud afviser dette og konkluderer, at man godt kan hævde, at angsten henter noget fra de oprindelige reaktioner på fødslen, men det forklarer ikke angsten som sådan.

 

Opsamling og to nye spørgsmål

 

Lad mig samle op. Vi har fået indkredset angst som en ulysttilstand og en særlig udledningsaktivitet. Men er vi blevet klogere?

   Måske skal vi stille spørgsmålet helt anderledes. Hvorfor kommer angsten? Og hvilken funktion tjener den?

 

 Angstens funktion – udenfor jeg’et

 

Hvilken funktion har angsten? Det er et spørgsmål, som Freud overvejer meget.
   Det første, der skal besvares i denne sammenhæng, er, om angsten er udenfor jeg’et, noget som jeg’et forsvarer sig imod, eller om angsten er noget, der er en funktion i, ja måske ligefrem et redskab for jeg’et? (Jeg vil ikke udrede, hvad jeg’et er. Jeg’et er et kompliceret begreb hos både Freud og Lacan. Her vil jeg blot definere det som den del af det psykiske apparat, som indeholder bevidstheden, og som styres af sekundærprocesserne).

 

Freuds svar er på sin vis, at det er begge dele.
   I starten har Freud en del fokus på aktualneuroser. Eksemplificeret med en række klinisk velbeskrevne tilfælde på angsttilstande, hvor ætiologien forekommer entydig. Nemlig tilfælde med unge mænd, der, som den tilgængelige svangerskabsforebyggelse, praktiserer coitus interruptus (afbrudt samleje). En del af disse mænd udvikler angstsymptomer.

   Forklaringen er åbenlys. Der er så at sige intet ubevidst. Angstens årsag er umuligheden at gå ad to forskellige baner på en gang. Situationen, som indebærer coitus interruptus, handler om at opbygge en spændingsophobning, som fører til et bristepunkt, udløsningen. Men samtidig er der en modbesætning. Desto mere manden nærmer sig punktet, hvor der skal gives los, desto mere skal fokus være på ikke at give los og trække sig ud i tide.

   Den tidlige Freud ser denne form for aktualneurose som et rent energispørgsmål. Coitus interruptus skaber en hæmmet energi, som udløses i form af angst.

   Det er altså ikke noget, som foregår i jeg’et, men som jeg’et forholder sig til.
   Og vigtigt. Når den situation, som udløser angsten fjernes, så vil angsten forsvinde.

 

Freuds fokus flytter sig dog hurtigt fra denne form for angst, som man ser i aktualneuroserne til den angst, man ser i psykoneuroserne. Han forlader altså det aktuelle til fordel for det psykiske som angstens hovedforklaring.

   Dog bevarer Freud indenfor et begrænset felt en antagelse om en form for angst, der er en aktualbetinget realangst, en primær angst, som ikke er afhængig af jeg’ets udvikling og beherskelsen af de forskellige jeg-funktioner.

   Eksempler på sådanne angsttilfælde er angstlignende tilstande hos helt små børn, samt eksempelvis krigstraumer, som Freud undersøgte efter 1. verdenskrig. For begge tilfælde gælder, at noget ikke er tilgængeligt for jeg’et, da der er ”en overdreven impulsstyrke og et sammenbrud i pirringsbeskyttelse”. Der er altså ingen flugt mulig.

 

Angstens funktion – indenfor jeg’et

 

Lad os så kigge på angsten i det Freud kalder psykoneuroser.  Her er der tale om en tilstand som foregår i jeg’et. Noget som foregår i jeg’et, og som opleves som at være rystet i sin grundvold, være rystet i sin eksistens.

   Men hvad foregår der? Der er noget, som truer. Angsten er således her, for Freud, et signal om noget, der truer jeg’ets eksistens. Men det, som truer, er noget, der ikke er ydre, altså udenfor kroppen og det kropsbillede, som jeg’et er dannet ud fra. Det, som truer, kommer indefra. Altså fra indre driftspirringer.

   Freud skelner i sin forståelse af forholdet mellem drifterne og tilfredsstillelsesobjekter mellem to former nemlig objektsrepræsentanter og forestillingsrepræsentanter, altså forestillede objekter.

  

   Mekanismen er, at der er en spændingsophobning, eksempelvis spædbarnet der er sultent, og så er der et objekt, brystets diegivende funktion, som mindsker spændingen. Men dette objekt foranlediger også dannelsen af et forestillingsobjekt. Nemlig forestillingen om det diegivende bryst.

   Vi kan her (1) antage, at starten til denne forestilling om objektet er, at barnet, allerede som nyfødt, sensorisk kan adskille de sansemæssige træk, der kendetegner brystets tilstedeværelse i forhold til, at brystet ikke er der.

   Vi må også (2) antage at barnet meget hurtigt udvikler en evne til hallucinatorisk at forestille sig, at brystet er der, selvom det ikke er. Tænk bare på spædbørns suttebevægelser, når de sover.

   Endelig må vi også (3) antage, at barnets i sin psykiske dannelse ret hurtigt udvikler en mekanisme, (det der senere er del af jeg-funktionen), der som funktion har at hæmme adfærd, som medfører, at objektet ikke er der, ikke mere er tilgængeligt og/eller forsvinder.

 

Den ene del af dette er alle de erfaringer, barnet løbende gør sig om, hvad der kan føre til sansemæssige tilfredsstillelse, og fjerne den sansemæssige tilfredsstillelse.  Her er der ikke kun tale om sutterefleksen og pirringerne i mundslimhinderne. Alle sanser er i spil. Den diegivende situations samlede lyd, lugt, smag etc. er i spil.

   Og meget hurtigt gør barnet sig erfaringer. Eksempelvis det at moren trækker brystet væk, hvis barnet bider, eller ikke sutter, men blot hygger sig med brystvorten.

   For både Freud og Lacan betegnes dette spørgsmål om tab af objekt som et spørgsmål om tab af kærlighed.

 

   Og her er så pointen. Impulser som erfaringsmæssigt, eller forestillet, kan medføre tab af objektet (det forestillede, for objektet findes ikke mere i ren form) skal dæmpes eller afværges.

   For Freud ses angsten i psykoneuroserne som et første trin i denne afværgelse. Angsten er således et signal, der foregår i jeg’et, om, at noget truer. Grundlæggende tab af kærlighed, tab af objekt.
    

  Lad mig opsamle Freuds position.

  Der er en oprindelig fysiologisk reaktion. Eksemplificeret ved barnets reaktion på fødselssituationen (Hjertebanken, øget blodtilførsel til hjernen, hyper respiration).
   Lacan udpeger dette som tilvænning til nyt miljø. Fra livmoder til udenfor livmoderen.

   Denne form for reaktion, som med en vis ret kan kaldes primærangst, er ikke affekteret af sproget. Er ikke resultat af en bearbejdning. Er ikke engang ubevidst i en Freudsk forstand.

   For Freud er det ubevidste ikke defineret som alt det, der ikke er bevidst, men som det, der er kendetegnet som primærprocestænkning. Ikke alt, der ikke er bevidst, er ubevidst.

   Overfor denne primære angst står den bearbejdede angst, lad os kalde den sekundær angst, selvom det ikke er et begreb, Freud bruger.

   Her er den fysiologiske reaktion, som bliver etableret, den samme, eller i alt fald med træk fra den primære angst.

   Men det er en angst, som er produkt af hele den psykiske bearbejdning, især centreret om spørgsmålet om objekt, objektstab og impulser, der forestillet opfattes som udgørende en trussel.

   I den sammenhæng opløses den skelnen, som Freud insisterer på i starten, nemlig mellem ydre sansepåvirkninger og indre, og mellem objektsrepræsentanter og forestillingsrepræsentanter til en vis grad.  Intet ydre objekt og ingen ydre påvirkning er behæftet/bliver behæftet med bestemte forestillinger.  

 

Casefragmenter

 

Nu har jeg i det foregående forsøgt at indkredse Freuds forståelse af angsten.

   Men som det altid er for Freud, er hans teoriudvikling hele tiden knyttet til erfaringerne fra praksis.

    Lad mig derfor inddrage Freuds eget eksempel fra en af hans casestories, nemlig casen med Lille Hans. Som et eksempel på Freuds forståelse af angsten i en konkret case.

   Lille Hans, som var søn af to af Freuds venner, udviklede som 5-årig en hestefobi. Denne fobi viste sig som angst for, at heste skulle bide ham, og derfor angst for at gå på gaden, da mødet med heste ville udløse voldsomme angstreaktioner.

   Freud havde nogle få samtaler med Lille Hans. Resten af rekonstruktionen af, hvad der førte til Lille Hans´ fobi, bygger på iagttagelser, gjort af Hans’ forældre.

 

   Forud er gået mange iagttagelser fra Hans’ forældre. Heraf af Hans’ interesse for sin lille penis, og om moren har en.

   Men den konkrete situation i forbindelse med angsten kan beskrives som følgende.

   Faren tager væk på forretningsrejse – Hans flytter ind i morens seng – Fedt (alene med moren – libinøse følelser – faren væk – aggressive) – frygt for farens reaktion – undgå faren – flugt – umuligt da faren kommer tilbage, også fordi Hans samtidig har libinøse følelser overfor faren – reaktionsdannelse, faren var rejst med hest og Hans havde set hest dratte omkuld på gade, hesten dør – far erstattes med hest, og løsning er at undgå hest. Faren ikke mere farlig. Hesten er. Og samtidig ønske. Hesten dør.

   Den store fordel i psykisk forstand ved foregående er, at angsten er blevet håndterligt. Gennem den psykiske bearbejdning, som foregår ubevidst, sker en forskydningsproces. Fra at angsten opstod som en reaktion på indre impulser, hvor ingen flugtekation var mulig, så er faren forskudt til heste, som repræsenterer en ydre far, der kan undgås.

Kastrationsangst

 

Freud har i artiklen som pointe, at det centrale er kastrationsangsten. Der er en masse angst og symptomdannelser i børnelivet (børneneuroser), men det afgørende for om der bliver tale om neurotisk angst i voksenlivet er, for Freud, forholdet til kastrationsangsten.

   Jeg vil ikke her gå nærmere ind i denne del af Freuds teori. Men derimod blot henlede opmærksomheden på en bemærkelsesværdig bemærkning, Freud kommer med til sidst i første del af hans artikel om hæmning, symptom og angst

   Her fremfører Freud, at når kvinder ikke har en penis, og kastrationsangsten således ikke kan være det centrale hos disse, kan kastrationsangsten så virkelig være den centrale motor bag fortrængningerne? ”Står det fast at kastrationsangsten er den eneste motor i fortrængning (eller forsvaret)?” Tidsskriftet Drift nr. 1-2. 2011 s.36).

   Jeg læser her en tvivl hos Freud om, hvorvidt kastrationsangsten virkelig er så central.

   Det er måske netop det, Lacan har set, når han i angstseminariet gør op med Freuds fokus på ødipuskomplekset og kastrationsspørgsmålet som det centrale for angsten.

 

 

Afslutning

 

Nu har jeg loyalt prøvet at præsentere Freuds forståelse af angsten.

   Min påstand er, at Lacan følger Freud i de spørgsmål, han fokuserer på, når han forsøger at forstå angsten.

   Jeg vil ikke gennemgå Lacans angstseminar, men min påstand er, at han tager alle de diskussioner, som jeg her har præsenteret hos Freud.

   Spørgsmålet om angsten er i eller udenfor jeg’et. Om fødselstraumet. Om kastrationsangstens betydning. Om …

   Når Lacan grundlæggende definerer angsten som et spørgsmål om subjektets forhold til den Anden, er det også i forlængelse af Freud. Lacans unikke begrebsapparat, og især Lacans forståelse af sproget gør en forskel. Men Lacan forbliver Freudianer.