Hvad er en kvinde?

Published 28. marts 2023 · Updated 28. marts 2023

Jacques Lacan

Dora og det kvindelige organ

Den betydningsgivende dissymmetri

Det symbolske og forplantningen

Freud og signifianten

Hvad var hensigten med min konference i går aftes om analytikerens dannelse? Den var, at det essentielle består i omhyggeligt at skelne mellem den egentlige symbolisme, dvs. symbolismen struktureret i sproget, den som vi forstår hinanden i her, og den naturlige symbolisme. Jeg har opsummeret dette i en formular: At læse i kaffegrums er ikke at læse i hieroglyffer.

Af hensyn til udformningen af dette auditorium måtte jeg netop gøre forskellen mellem signifiant og signifié lidt levende. Jeg gav eksempler herpå, nogle humoristiske, jeg udformede skemaet og jeg benyttede applikationer. Jeg mindede om, at praksissen retter analytikernes fascinerede opmærksomhed på de imaginære former, der er så forførende, den subjektive verdens imaginære betydning, til trods for at det drejer sig om at kende – det var det, der interesserede Freud – det, der organiserer denne verden og gør det muligt at flytte den. Jeg bemærkede, at dynamikken for det analytiske felts fænomener er knyttet til den dobbelthed, der følger af distinktionen mellem signifiant og signifié.

Det er ikke tilfældigt, at det var en jungianer, der fremkom med termen symbol. I grundlaget for den jungianske myte foreligger faktisk ideen om symbolet som en blomst, der dukker op fra dybet, en udfoldelse af det, der befinder sig som typisk i menneskets dybde. Spørgsmålet består i at vide, om symbolet er sådan, eller om det derimod er noget, der udvikler sig og former det, som min samtalepartner på nydelig vis kaldte skabelsen.

Den anden del af min konference drejede sig om det, der i analysen følger af forglemmelsen af struktureringen signifiant-signifée. Jeg kunne i forhold til dette kun henvise til det, hvormed ego-teorien, som grupper i New York for tiden står inde for, helt og holdent ændrer perspektivet for, hvordan de analytiske fænomener 1 bør tilnærmes, samt deltager i selve udslettelsen. Det munder faktisk ud i at fremsætte forholdet mellem jeger [moi à moi] som det primære. Men det simple gennemsyn af Freuds artikler i tiden 1922-24 viser, at jeget [le moi] intet har at gøre med det, som man aktuelt beskæftiger sig med i den analytiske praksis.

Hvis det, som man kalder jegets forstærkning, eksisterer, kan det kun være fremhævelsen af den fantasmatiske relation, der altid hører sammen med jeget, specielt i den typisk neurotiske struktur. Hvad denne angår, går jegets forstærkning i præcist modsat retning af opløsningen af ikke blot symptomerne, der egentligt talt befinder sig i deres egen betydning, selvom de lejlighedsvis kan sættes i bevægelse, men også af selve strukturen.

Hvad er meningen med Freuds bidrag i hans nye topik, når han betoner den imaginære karakter af jegets funktion? Det er lige præcist neurosens struktur.

Freud sætter jeget i relation til objektets fantasmatiske karakter. Når han skriver, at jeget har udøvelsesprivilegiet, realitetsprøven, at det er det, der garanterer realiteten for subjektet, er konteksten klar: Jeget befinder sig her som den luftspejling, som Freud kalder jegidealet. Dets funktion er ikke objektivitetens, men illusionens; den er fundamentalt narcissistisk, og det er ud fra denne, at subjektet giver betoning til realiteten, hvad denne end er.

Fra denne topik fremtræder den plads, som jeget har i den typiske neurose. I den imaginære strukturering er jeget for subjektet et af dets elementer. På samme måde som Aristoteles formulerede, at man ikke må sige, at mennesket tænker eller sjælen tænker, men at mennesket tænker med sin sjæl, siger vi, at neurosen stiller sit neurotiske spørgsmål, dens hemmelige og til tavshed bragte spørgsmål, med sit jeg.

Den freudianske jegtopik viser os, hvordan en hysteriker, hvordan en tvangsneurotiker, bruger sit jeg for at stille spørgsmålet, dvs. netop for ikke at stille det. Strukturen i en neurose er essentielt et spørgsmål, og det er derfor, det længe for os har været et enkelt og simpelt spørgsmål. Neurosen befinder sig i en symmetrisk 2 position; den er spørgsmålet, som vi stiller os, og det er, fordi spørgsmålet berører os lige så meget som den, at vi har den største afsky for at formulere det mere præcist.

Dette illustrerer den måde, hvorpå jeg altid taler til jer om hysteriet, som Freud har belyst eminent i Dora-casen.

Hvem er Dora? Det er en, der er fanget i en meget klar symptomatisk tilstand, bortset fra, at Freud, iflg. sin egen bekendelse, tager fejl af Doras begærsobjekt, i det omfang han selv er for optaget af objektets spørgsmål, dvs. der hvor han ikke giver plads til subjektivitetens grundlæggende dobbelthed, der er impliceret heri. Han spørger sig selv om, hvad Dora begærer, førend han spørger om, hvem der begærer Dora. Og Freud slutter med at få øje på, at Fru K. i denne firkant (Dora, hendes far, Hr. og Fru K.) er objektet, der virkelig interesserer Dora, eftersom hun identificerer sig med Hr. K. Spørgsmålet om, hvor Doras jeg er, er dermed løst: Doras jeg er Hr. K. Den funktion, der opfyldes i spejlstadiets skema i kraft af spejlbilledet, hvor subjektet placerer sin evne til at genkende sig, hvor det for første gang placerer sit jeg – dette ydre imaginære identifikationspunkt – placerer Dora i Hr. K. Det er i det omfang, at hun er Hr. K., at alle hendes symptomer får deres definitive mening.

Doras stemmeløshed opstår under Hr. K.s fravær, og Freud forklarer dette smukt med, at hun ikke behøver at tale, fordi han ikke længere er der; der er kun tilbage at skrive. Dette fremstår dog en smule drømmeagtigt. Hvis hun således tier, er det i virkeligheden, fordi objektiveringens form ikke stilles noget andet sted. Stemmeløsheden dukker op, fordi Dora er overladt direkte til Fru K.s nærvær. Alt det, som hun kan forstå af relationen mellem denne og faderen, drejer sig om fellatio, og det er uendeligt mere betydningsfuldt for forståelsen af de orale symptomers indtræden.

Doras identifikation med Hr. K. er det, der fastholder denne situation, indtil øjeblikket for det neurotiske svigt. Hvis hun beklager sig over denne situation, udgør dette stadig en del af situationen, eftersom det er, fordi hun identificerer sig med Hr. K., at hun beklager sig.

Hvad siger Dora med sin neurose? Hvad siger den hysteriske kvinde? Hendes spørgsmål er følgende: Hvad er det at være kvinde? 3 Man kommer med dette længere frem i dialektikken mellem det imaginære og det symbolske i ødipuskomplekset.

Det, der i virkeligheden karakteriserer den freudianske opfattelse af fænomenerne, er, at den hele tiden viser planerne for symptomets struktur, til trods for psykoanalytikernes entusiasme for de imaginære fænomener, der sættes i bevægelse i den analytiske erfaring.

Apropos ødipuskomplekset har gode viljer ikke undladt at fremhæve analogier og symmetrier på den vej, som drengen og pigen følger – og Freud selv har indiceret mange fælles træk. Alligevel er han aldrig ophørt med at insistere på Ødipus’ essentielle dissymmetri mellem de to køn.

Hvortil fastholdes dissymmetri? Til den første kærlighedsrelation til moderen, siger I mig, men Freud var langt fra dette på den tid, hvor han startede med at ordne de kendsgerninger, som han konstaterede i erfaringen. Han fremmanede bl.a. det anatomiske element, der bevirker, at de to køn er identiske for kvinden. Men er det simpelthen grunden til dissymmetrien?

De detailstudier, som Freud lavede over dette emne, er meget komprimerede. Jeg nævner nogle stykker heraf: ”Nogle psykiske følger af den anatomiske kønsforskel”, ”Om den kvindelige seksualitet”, ”Ødipuskompleksets undergang”. Hvad viser disse? – Hvis ikke, at grunden til dissymmetrien essentielt er placeret på det symbolskes niveau, at den beror på signifianten.

Der forefindes egentligt talt ikke, siger vi, en symbolisering af kvindens køn som sådan. Under alle omstændigheder er symboliseringen ikke den samme, har ikke den samme kilde, har ikke den samme form for tilgang, som symboliseringen af mandens køn. Og dette skyldes, at det imaginære kun afsætter et fravær der, hvor der i øvrigt er et meget overvældende symbol.

Det er den falliske Gestalts overvældende karakter, der i realiseringen af ødipuskomplekset tvinger kvinden til at benytte en omvej via identifikationen med faderen og således for en tid at følge de samme veje som drengen. Kvindens tilgang til ødipuskomplekset, hendes imaginære identifikation, passerer via faderen nøjagtigt ligesom hos drengen pga. fallos’ fremherskende imaginære form, men for så vidt som det er den selv, der er grebet som Ødipus’ centralt symbolske element. 4 Hvis kastrationskomplekset for pigen såvel som for drengen antager en kerneværdi i realiseringen af Ødipus, er det lige præcis med faderens funktion, fordi fallossen er et symbol, hvortil intet korresponderer eller ækvivalerer. Det drejer sig om en dissymmetri i signifianten. Denne signifikante dissymmetri bestemmer vejene, som ødipuskomplekset vil passere. De to veje lader dem gå ad den samme vej, kastrationens vej.

Oplevelsen af Ødipus vidner om signifiantens dominans på vejen for den subjektive realisering, idet pigens antagelse af sin situation på ingen måde er utænkelig på det imaginære plan. Alle elementerne er der, så pigen i den feminine position kan gives en erfaring, der er direkte og symmetrisk i forhold til den maskuline positions realisering. Der ville aldrig opstå nogen forhindring, hvis denne realisering skulle blive afviklet inden for rammerne af den gennemlevede erfaring, af egoets sympati, af følelser. Og dog viser erfaringen en slående forskel; det er nødvendigt for det ene af kønnene som fundament at foretage en image-identifikation med det andet køn. At tingene er sådan, kan ikke betragtes som naturens rent bizarre væremåde. Tingene kan kun fortolkes i et perspektiv, hvor det er den symbolske indretning, der regulerer alt.

Der, hvor der ikke findes symbolsk materiale, er der en forhindring, en brist, i virkeliggørelsen af den væsentlige identifikation via realiseringen af subjektets seksualitet. Denne brist skyldes den symbolske mangel på materiale på et punkt, – for der må være en. Det kvindelige køn har karakter af et fravær, af et tomrum, af et hul, hvilket bevirker, at det forekommer at være mindre attråværdigt end det maskuline køn med dettes provokerende art, og at en essentiel dissymmetri dukker op. Hvis alt kunne begribes i en orden af drifternes dialektik, ville man ikke kunne se, hvorfor en sådan omvej, en sådan anomali, er nødvendig.

Denne bemærkning er langtfra tilfredsstillende for os angående spørgsmålet, der stilles her, nemlig angående jegets funktion hos mandlige og kvindelige hysterikere. Spørgsmålet er ikke simpelt bundet til materialiteten, til signifianternes lagerrum, men til subjektets forhold til signifianten i dens helhed, til det som signifianten kan svare på.

Hvis jeg i går aftes talte om sprogets væsner, var det for at vække mit publikum. Sprogets væsner er ikke organiserede eksistenser, men det kan ikke betvivles, at de 5 er eksistenser og at de påtvinger mennesket deres former. Min sammenligning med fossilerne var således i en vis udstrækning fuldstændig oplagt. Det henstår blot, at de ikke derfor har en substantiel eksistens i sig selv.

Lad os overveje paradokset, der er resultatet af visse funktionelle krydsninger mellem det symbolske og det imaginæres to planer.

På den ene side forekommer det som om, at det symbolske er det, der leverer hele verdenssystemet. Det er, fordi mennesket har ordene, at det kender tingene. Og antallet af de ting, som det kender, svarer til antallet af de ting, som det kan benævne. Det er uden for enhver tvivl. På den anden side kan det ikke betvivles, at den imaginære relation er bundet til etologien, til dyrepsykologien. Den seksuelle relation implicerer tilfangetagelsen i den andens image. Med andre ord kommer et af domænerne åbent til syne ved neutraliteten i den menneskelige videns orden; det andet forekommer at være selve domænet for erotiseringen af objektet. Det er det, som umiddelbart manifesterer sig for os.

Men realiseringen, siger Freud, af den seksuelle position i den menneskelige væren – og erfaringen fortæller os det – er bundet til afprøvningen af gennemkrydsningen af en fundamentalt symboliseret relation, nemlig Ødipus, som medfører en position, der alienerer subjektet, dvs. får det til at begære en andens objekt og besidde det i kraft af en fuldmagt fra en anden. Vi befinder os således her i en position struktureret i selve signifiantens og signifiéens dobbelthed. Det er, fordi mandens og kvindens funktion er symboliseret, det er fordi den bogstaveligt talt er revet ud af det imaginæres domæne for at være placeret i det symbolskes domæne, at hele den normale seksuelle position realiserer sig, fuldendes. Den genitale realisering, at manden viriliserer sig og at kvinden virkelig accepterer sin feminine funktion, er underkastet symboliseringen som et essentielt forlangende.

På den anden side, men ikke mindre paradoksalt, er det i den imaginære orden, at den identifikationsrelation placeres, hvorudfra objektet realiserer sig som konkurrenceobjekt. Domænet for kundskab er fundamentalt indsat i den primitive,

6 paranoide dialektik i identifikationen med den ligedannede [le semblable]. Det er herudfra, at der opstår den første åbning i identifikationen med en anden, dvs. et objekt. Et objekt isoleres, neutraliseres, og som sådan erotiseres det på særlig vis. Det er det, der lader de materielle objekter komme meget mere ind på det menneskelige begærs felt, frem for at de træder ind i den animalskes erfaring.

I denne krydsning af det imaginære og det symbolske hviler kilden til den essentielle funktion, som jeget indtager i neurosens strukturering.

Når Dora spørger sig selv Hvad er det at være kvinde?, prøver hun at symbolisere det feminine organ som sådan. Hendes identifikation med manden, bærer af penis, er ved denne lejlighed et middel til at nærme sig denne definition, som undslipper hende. Penissen tjener for hende i bogstaveligste forstand som et imaginært instrument til at pågribe det, hun ikke opnår at symbolisere.

Hvis der findes mange flere hysteriske kvinder end hysteriske mænd – det er en kendsgerning i den kliniske erfaring – er det, fordi kvindernes vej til den symbolske realisering er mere kompliceret. At blive en kvinde og spørge til, hvad en kvinde er, er to væsentligt forskellige ting. Jeg vil endda sige, at det er, fordi man ikke bliver det, at man spørger, og i en vis udstrækning er dette at spørge det modsatte af at blive det. Hendes metafysiske position er omvejen, der presser sig på i kvindens subjektive realisering. Hendes position er essentielt problematisk og indtil et vist punkt noget, der ikke kan assimileres. Men når kvinden engang er engageret i hysteriet, må det også siges, at hendes position præsenterer en speciel stabilitet på grund af den strukturelle enkelthed: Desto simplere en struktur er, jo mindre åbenbarer den bruddene. Når hendes spørgsmål tager form i det hysteriske aspekt, er det meget let for kvinden at stille det på nemmest mulige måde, nemlig via identifikationen med faderen.

Hos den mandlige hysteriker er situationen sikkert meget mere kompleks. Eftersom mandens ødipale realisering er bedre struktureret, har det hysteriske spørgsmål færre muligheder for at stille sig. Men hvis det stilles, hvordan lyder det da? Der er her den samme dissymmetri som i Ødipus: Hysterikeren, mand og kvinde, stiller sig det samme spørgsmål. Den mandlige hysterikers spørgsmål angår også den feminine position.

Subjektets spørgsmål, som jeg henviste til sidste gang, drejede sig om svangerskabets fantasme. Er dette tilstrækkeligt til at udtømme spørgsmålet? Man har længe vidst, at den anatomiske morcelleren, fantasmatisk som den er, er et hysterisk fænomen. Denne fantasmatiske anatomi har en strukturel karakter, – man udvikler hverken en paralyse eller følelsesløshed i overensstemmelse med vejene og topografien i nervebanerne. Intet i nerveanatomien omfatter det, der produceres i de hysteriske symptomer, hvad det end er. Det handler altid om en imaginær anatomi.

Kan vi nu præcisere den fælles faktor, der indgår i den feminine position og i det mandlige spørgsmål i hysteriet? En faktor der uden tvivl placerer sig på det symbolskes niveau, men som måske ikke helt kan reduceres hertil. Det drejer sig om spørgsmålet vedrørende forplantningen. Faderskabet har såvel som moderskabet en problematisk kerne, – det er begreber, der ikke fuldt ud befinder sig på erfaringens niveau.

Jeg talte for nylig med en af mine elever om problemer, der længe har været fremhævet, apropos faderens liggen i barselsengen med den nyfødte, og han erindrede mig om de belysninger, som etnograferne for nylig har bidraget med til dette problem. Erfaringens fakta er indsamlet ved en fortløbende undersøgelse – eftersom det er der, at den viser sig tydeligst – i en centralamerikansk stamme, og gør det muligt at løse visse spørgsmål om fænomenets betydning. Man ser her en stillingtagen til faderens funktion og til det, som han bibringer med i skabelsen af et nyt individ. Faderens plads i barselsengen med den nyfødte placerer sig på niveau med et spørgsmål ang. den mandlige forplantning.

I dette lys forekommer den følgende redegørelse måske ikke søgt.

Det symbolske tilbyder en form, hvori subjektet på niveauet for sin væren lader sig indsætte. Det er ud fra signifianten, at subjektet anerkender sig selv som værende dette eller hint. Signifiantkæden har en fundamentalt forklarende værdi, og selve kausalitetsbegrebet er intet andet.

Alligevel er der noget, der undslipper det symbolskes islæt, nemlig forplantningen i dens egentlige forstand: at en væren fødes af en anden. Forplantningen i den symbolske orden er tildækket af en orden, der er indført af denne rækkefølge af eksistenser. Men intet i det symbolske forklarer kendsgerningen ved deres individualisering, at en eksistens kommer af en eksistens. Hele symbolismen er til for at bekræfte, at skabningen ikke frembringer skabningen, at skabningen er utænkelig uden en fundamental skabelse. I det symbolske forklarer intet skabelsen.

Der er heller intet, der forklarer, at det er nødvendigt, at visse eksistenser dør for, at andre kan fødes. Der er en essentiel sammenhæng mellem den seksuelle reproduktion og dødens tilsynekomst, siger biologerne, og hvis det er rigtigt, viser det, at de også beskæftiger sig med det samme spørgsmål. Spørgsmålet om, hvad der forbinder to eksistenser i livets tilsynekomst, stiller subjektet sig først i det øjeblik, det befinder sig i det symbolske, realiseret som mand eller kvinde, for så vidt som en komplikation forhindrer det i at nå dertil. Dette kan også ske hos alle og enhver i forbindelse med biografiske komplikationer.

Det er det samme spørgsmål, som Freud stiller indirekte i ”Hinsides Lystprincippet”. På samme måde, som livet reproducerer sig selv, er det tvunget til at gentage den samme cyklus for at nå frem til det fælles mål med døden. Dette er for Freud hans erfarings genskær. Hver neurose reproducerer en særlig cyklus i signifiant-ordenen, i kernen af spørgsmålet, som sammenhængen mellem mennesket og betydningen som sådan stiller.

Der er virkelig noget radikalt utilgængeligt ved signifianten. Det er helt simpelt subjektets singulære eksistens. Hvorfor er det der? Hvor kommer det fra? Hvad gør det her? Hvorfor skal det forsvinde? Signifianten er ude af stand til at give det svaret, af den gode grund, at det lige præcis stiller det hinsides døden. Signifianten betragter det allerede som dødt; det gør det udødeligt af natur.

Som sådan er spørgsmålet om døden en anden form af den neurotiske skabelse af spørgsmålet: den tvangsneurotiske form. Jeg antydede dette i går aftes og jeg lægger det til side i dag, eftersom vi i år behandler psykoserne og ikke tvangsneuroserne. Betragtningerne over strukturen, som jeg foreslår jer, er fortsat forspil til problemet, som psykosen rejser. Når jeg interesserer mig specielt for spørgsmålet, som hysteriet rejser, er det, fordi det netop drejer sig om at vide, hvorved det adskiller sig fra psykosens apparat, især retspræsident Schrebers, hvor spørgsmålet om forplantning også optages, helt specifikt den kvindelige forplantning.

Jeg ville gerne slutte med at henlede jeres opmærksomhed på Freuds tekster, der retfærdiggør det, jeg fortalte jer om i går.

Mit arbejde er at forstå det, som Freud har skabt. Konsekvensen heraf, der består i også at fortolke det implicitte hos Freud, er i mine øjne legitim. Det er for at markere, at jeg ikke viger tilbage fra mit ansvar over for jer, når jeg beder jer om at sætte jer ind i det, der betones kraftigt i visse tekster.

Lad os sætte os ind i disse år omkring 1896, hvor Freud selv fortæller os, at han har fremstillet sin teori, – det tog lang tid, førend han åbnede for, hvad han havde at sige. Han viser tydeligt latenstiden, der altid er på tre eller fire år mellem det tidspunkt, hvor han skrev sine betydeligste værker, og det, hvor han lader dem udgive. Drømmetydning blev skrevet tre eller fire år før dens udgivelse. Det samme er tilfældet med Hverdagslivets Psykopatologi og Dora.

Man konstaterer, at den dobbelte strukturering, som er signifiantens og signifiéens, kun kommer til syne efterlods. Som f.eks. i brev nr. 46, hvori Freud fortæller os, at han i sin erfaring er begyndt at se og kunne konstruere stadierne i udviklingen af subjektet, ligesom han kan placere dem i forhold til det ubevidste og dets mekanismers eksistens. Det er slående at se ham anvende begrebet Übersetzung for at benævne en særlig etape i subjektets erfaringer, uanset om det er oversat eller ej. Hvad vil oversættelse sige? Det handler om det, der sker på de niveauer, der bestemmes af subjektets alder: fra et til fire år, derefter fra fire til otte år, senere den præpubertære periode og endelig modenhedsperioden.

Det er interessant at genoptage den betoning, som Freud giver signifianten. Bedeutung kan ikke oversættes som noget, der specificerer signifianten i forhold til signifiéen. På samme måde siger han i brev nr. 52, som jeg allerede har omtalt: ”Jeg arbejder ud fra den formodning, at vores psykiske apparat fødes efter fødslen i en indretning, hvori det hemmelige materiale fra tid til anden undergår en bearbejdning ud fra nye relationer og en forstyrrelse i indskriften, en genindskrivning”. Det væsentligt nye i teorien er bekræftelsen af, at hukommelsen ikke er enkel, men mangfoldig, sammensat, indskrevet i diverse former. 10 Jeg beder jer om at bemærke slægtskabet mellem det, der siges her, og det skema, som jeg kommenterede for jer forleden. Freud understreger, at disse forskellige etaper er karakteriseret ved mangfoldigheden i hukommelsens indskrifter.

Først er der Wahrnehmung, perceptionen. Det er en første position, oprindelig, der forbliver hypotetisk, eftersom intet heraf på den ene eller anden måde kommer for dagen i subjektet. Herefter er der Bewusstsein, bevidstheden.

Bevidsthed og hukommelse udelukker som sådan hinanden. Det er et punkt, som Freud aldrig har ændret. Det har altid forekommet ham, at den rene hukommelse, i sin egenskab af indskrift, og subjektets erhvervelse af en ny reaktionsmulighed må forblive fuldstændigt immanente i apparatet og ikke giver subjektet nogen mulighed for at pågribe sig selv.

Etapen Wahrnehmung er her for at markere, at det er nødvendigt at antage noget enkelt ved oprindelsen til hukommelsen, forstået som mangfoldigheden af registrene. Perceptionernes første registrering, der ligeledes er utilgængelig for bevidstheden, er indrettet i kraft af samtidighedens forbindelser. Vi har her den oprindelige fordring ved en primitiv indstiftelse af samtidighed.

Det er det, jeg viste jer sidste år, i vores tydelige tilkendegivelse angående symbolerne. I husker, at det blev interessant fra det øjeblik, vi etablerede strukturen med grupper på tre. At etablere grupper på tre er i virkeligheden at indsætte dem i samtidigheden. Signifiantens fødsel er samtidigheden, ligesom dens eksistens er en synkron sameksistens. Dette bliver udmærket pointeret af Saussure.

Bewusstsein tilhører den begrebsliggjorte hukommelses orden. Den kausale relations begreb fremstod som sådan for første gang her. Det er øjeblikket, hvor signifianten, en gang konstitueret, installerer sig sekundært efter noget andet, som er signifiéens tilsynekomst.

Det er kun derefter, at Vorbewusstsein indtræder, den tredje bearbejdelsesform. Det er ud fra dette førbevidste, at investeringerne i overensstemmelse med visse præcise regler bliver gjort bevidste. Denne anden bevidsthed ved tanken er sandsynligvis bundet til den hallucinatoriske erfaring af de verbale repræsentationer, udstrømningen af ord. Det mest radikale eksempel herpå er den verbale hallucination knyttet til den paranoide mekanisme, hvori vi hører ordrepræsentationerne.11 Tilknyttet til dette er fremkomst af bevidstheden, der i modsat fald for altid ville være uden nogen forbindelse til hukommelsen.

I alt det følgende fremhæver Freud, at fænomenet Verdrängung består i faldet af noget, der tilhører den betydende udtryksorden, i øjeblikket for passagen fra en udviklingsetape til en anden. En signifiant, indregistreret i en af disse etaper, overskrider ikke den følgende, med den efterlods omgrupperingsform, der nødvendiggør en helt ny fase i organisationen af signifiant-signifikationen, hvor subjektet kommer ind.

Det er med dette udgangspunkt, at man må forklare fortrængningens eksistens. Begrebet om indskriften i en signifiant, der dominerer indregistreringen, er væsentlig for teorien om hukommelsen, fordi den er grundlaget for Freuds første undersøgelse af det ubevidste fænomen.