Hvad er psykoanalyse?

René Rasmussen

Sigmund Freud, der oprindelig var læge og dermed stærkt influeret af ideer om biologien som ophav til menneskets sygdomme og symptomer, opdagede, at der var patienter, som en almen medicinsk behandling ikke hjalp på. Derimod hjalp det dem at få talt om deres problemer, symptomer og krop. På et tidspunkt indså han også, at det var hæmmende for en række af disse patienter at sidde op og se på ham, når de talte. Han valgte derfor at lægge dem ned på en divan, som han sad bagved.

Vejen frem at lægge dem ned gik over flere etaper i Freuds opfindelse af psykoanalysen, som det ikke er stedet at redegøre for her. Det bør dog pointeres, at det ikke er en regel uden undtagelse, idet visse analysander har det bedre ved at sidde og kunne se analytikeren. Forbundet med denne udvikling var ikke alene Freuds erfaring med, at en række hans patienter fik det bedre ved at tale om deres problemer, men også med opdagelsen af eksistensen af det ubevidste i sit arbejde med disse patienter.

Det ubevidste bør ikke forstås som det, der ikke kendes af bevidstheden, men som det, der holdes væk fra bevidstheden af særlige mekanismer, f.eks. fortrængningen, hvis årsag ofte skyldes overjeget, der også er ubevidst. Det ubevidste har en særlig dynamik med særlig en pulseren, der viser sig i psykoanalysen ved, at det åbner og lukker sig i særlige intervaller. Når en psykoanalyse fokuserer herpå, giver den analysanden mulighed for at arbejde med sit ubevidste. Et sådant arbejde kan også ændre eller ophæve en række af de symptomer, som en analysand har (i det følgende benævnes analysanden også som subjektet). Hæmninger kan mindskes, tvangstanker reduceres, angst kan forsvinde, sproget kan ændre karakter osv.

Subjektet er underkastet sit ubevidste, hvilket Freud også udtrykker med ideen om, at jeget ikke er herre i sit eget hus. Det bør ikke forstås som, at jeget på noget tidspunkt bliver herre i sit eget hus, men at det blot bliver mere stedkendt, hvis vi skal fastholde husmetaforen. Jeget bør snares opfattes som en radikal andethed, som alle subjekter er ramt af, idet et subjekts jeg er forskelligt fra hvilket som helst andet jeg, selvom det evt. deler fælles interesse med det.

Det betyder endvidere, at det ubevidste aldrig ophører med at eksistere, selvom et subjekt har gennemført en psykoanalyse med en reduktion af symptomer, eliminering af angst, ændring af interesserer osv. Det ubevidste vedbliver med at

1 eksistere, men er blevet mindre belastende for subjektet, ligesom dets dannelser fortsat vil være der, f.eks. særlige symptomer eller mønstre i sproget. Dets dynamik vil stadig være determinerende, men mindre belastende for subjektet.

Vender vi tilbage til ordet analysand indbefatter det ikke, som det ofte forudsættes, at analytikeren er den, der overvejende analyserer denne, men derimod, at subjektet analyserer sig selv i sine fortløbende udsagn, måden hvorpå det fremsætter sine udsagn (f.eks. selvironisk eller med suk). Selvom analytikeren understøtter dette arbejde ved f.eks. at stille spørgsmål, gentage noget som subjektet har fremsagt, pege på særlige modsætninger i udsagnene eller fremkomme med fortolkninger, er det overvejende analysanden selv, der fortolker sin egen tale. Analytikeren er ikke en mester, der ved, hvordan det ubevidste arbejder eller fremkommer med nye fænomener hos det enkelte subjekt. Og når analytikeren kommer med fortolkninger, ligger de så at sige allerede på analysandens læber. Fortolkninger, der ligger langt fra analysandens associationer og egen forståelse, har ingen eller i værste tilfælde kun negative effekter. De kan lukke for arbejdet med det ubevidste.

Den form for psykoanalyse, der støtter sig til Freuds ideer og Lacans fremstilling og videreudvikling heraf, forudsætter altså ikke en mester, der derimod dukker op i en række terapeutiske sammenhænge, hvor behandleren antager at vide, hvordan klientens psyke er skruet sammen og hvordan denne psyke kan/skal ændres. Det sker ofte med forestillingen om bestemte skemaer eller tankeniveauer, som klienten tænker eller bør tænke ud fra. Det er ikke tilfældet for psykoanalysen. Enhver analysand er ikke blot forskellig for alle andre, men enhver session er også forskellig fra alle andre, selvom der naturligvis er ting, der kan gentage sig i disse. De ubevidste kan ikke gribes i skemaer, men er fuld af overraskelser.

Det udelukker ikke, at psykoanalysen opererer med diagnoser, dog ikke særligt mange, men disse diagnoser er forsøg på at definere strukturen i det ubevidste, dvs. forholdet mellem væsentlige elementer i det ubevidste. Det ubevidste er ikke en substans af biologisk eller anden art. Diagnoser er derfor kun retningsangivende for arbejdet med subjektet, og kun i sjældne tilfælde fortæller analytiker om sådanne. Dette betyder ikke, at analytikeren ikke leder arbejdet med analysanden. Tværtimod er det vigtigt at være opmærksom på, om der f.eks. arbejdes med et subjekt med en psykose eller en neurose (to af psykoanalysens få diagnoser). En sådan differentiering er i øvrigt ikke normativ, men kun retningsangivende for arbejdet.

2 Ud over det ubevidste spiller bl.a. driften, overføringen og gentagelsen en vigtig rolle i arbejdet. Driften er knyttet til kropslige zoner, mund, anus, øre og øje, og der er ofte knyttet en særlig nydelse til disse zoner, – en nydelse der nogle gange går for langt og fører til det modsatte, dvs. lidelse. Det er f.eks. tilfældet med spiseforstyrrelser knyttet til den orale zone. Driften optræder også i forhold til andre personer. Blikket er således knyttet til øjet, og nogle føler sig til tider overvåget af et blik, hvad enten der er andre personer til stede eller ej. Blikket er imidlertid karakteriseret ved ikke at have en objektiv eksistens. Blikket er noget, som vi forestiller os, men det gør det ikke mindre virkeligt, som f.eks. subjekter med paranoide overvågningsforestillinger vidner om.

Vender vi tilbage til behandlingsperspektivet drejer det sig klart om, at subjektet mindsker sine lidelser, får et stabilt liv og/eller en særlig drivkraft i dette liv. Det betyder ikke, at alle symptomer (f.eks. tvangstanker eller tvangshandlinger) eller affekter (f.eks. angst) forsvinder, men at de har fået en form og et omfang, der giver subjektet et liv, som det er tilfreds med. Der er derfor ikke tale om en helbredelse, som man opererer med i medicinske sammenhænge, men om en ændring i subjektet liv, der gør dets liv tåleligt og tilfredsstillende.

Før et subjekt når dertil, må det ofte gennemføre et længere analytisk forløb. Psykoanalyse tager som regel længere tid end andre former for psykoterapi. Det skyldes, at den følger analysandens tid, hvormed den giver subjektet mulighed for at ændre de ting, som subjektet ønsker at ændre i sin egen rytme, mens mange psykoterapier fastholder deres klienter på de skemaer eller forklaringsmodeller, som de mener, eksisterer hos klienten. Dermed afskærer de imidlertid vigtige dele af subjektets problemer.

Denne fastholdelse på skemaer m.m. udgør tillige en autoritær mesterposition, som analytikeren undgår, eftersom det er det ubevidste hos analysanden, der er det vigtige, og viden herom i sidste instans befinder sig hos analysanden, ikke hos behandleren. Selvom der kan være undtagelser herfor, f.eks. når et subjekt er på nippet til at gøre noget, som kan forværre dets situation i væsentligt omfang, følger analysen derfor subjektets tid. Det er tilmed kun på den måde, at årsagen til belastende symptomer, driftstilfredsstillelse eller uudholdelige fænomener kan elimineres. Der er ikke meget vundet ved, at et symptom forsvinder, hvis årsagen hertil foranlediger

3 et andet symptom. Stammer et subjekt f.eks., er det ikke opnået noget ved, at det holder op med at stamme, hvis det i stedet begynder drikke meget.

Centralt for subjektets arbejde med dets problemer, for dets tale som den folder sig ud i en psykoanalyse, står Freuds idé om frie associationer. Sidstnævnte betyder, at analysanden bliver bedt om at sige, hvad som helst der falder denne ind, hvad enten det er pinligt, skamfuldt eller på anden vis ubehageligt. Kravet om de frie associationer beror på ønsket om at lade talen undslippe det grusomme overjeg, der normalt censurerer vores tale. På den måde kan der åbnes for ubevidste aspekter, der ikke kan dukke op i andre sammenhænge. At være fri for overjeget vil dog ikke sige, at subjektet kan sige hvad som helst. Vi taler alle på en bestemt måde, med bestemte former for udsigelsen (måden hvorpå udsagn fremsættes) og måder at sætte ord sammen. Frie associationer er således ikke helt frie. Alligevel er ideen herom central i psykoanalysen, selvom der er undtagelser herfor. En undtagelse er f.eks. skizofrene subjekter, der føler sproget som et fremmedlegeme, der overvælder det, eller som oplever sproget som gøglebilleder, der intet siger.

Selvom psykoanalysen arbejder med talen, udelukker den ikke, at den menneskelige biologi spiller ind. Det ville være absurd. Der er derfor, at en psykoanalytiker f.eks. kan foreslå en analysand at kontakte sin læge for at undersøge, om der skulle ligge rent kropslige sygdomme til grund for visse symptomer, eller tage medicin for at dæmpe stærk angst. På den anden side har den psykoanalytiske behandling effekter på kroppen, ikke blot på drifterne, men også på kropslige symptomer som dét at stamme, paralyser, allergier, anoreksi eller for den sags skyld en række af de ’dysfunktioner’, som vores tids biologisk funderede psykiatri betragter som determineret af hjernen, generne osv. F.eks. tvangshandlinger, stofmisbrug og depressioner. Det er absurd at se bort fra biologien, men det er lige så, hvis ikke mere absurd at antage, at alt kan tilbageføres til en biologisk determination, f.eks. hjernen.

Hvis hjernen var ene om at determinere vores krop og adfærd, som en biologisk orienteret psykiatri hævder, ville det ikke være muligt at modificere eller helbrede nogen helst sygdom. Hvis en hovedpinepille kan få en hovedpine til at forsvinde, er det fordi pillen går ind og virker på hjernen. Sidstnævnte står således ikke alene. Gjorde den i øvrigt det, ville der ikke være noget grund til at betegne noget som ’dysfunktionelt’, eftersom det blot er sådan min hjerne (dvs. den hjerne som jeg bærer) har bestemt. Lider jeg herunder, er det, fordi hjernen også har bestemt denne

4 lidelse, og det er der ikke noget at gøre ved, med mindre denne determination kan ændres, f.eks. ved indtagelse af antidepressiv eller angstdæmpende medicin. Og så er vi tilbage ved problematikken: Hjernen er ikke alene, men kan påvirkes og modificeres.

Det, som psykoanalysen, har erfaret, er, at det, der determinerer subjektet, er det ubevidste. Det ubevidste er tillige socialt: bestemt af opdragelse, forældre, skole, venner, fjender, krav på arbejdet osv. Subjektet er grebet i forskellige sociale bånd, som det ikke kan slippe væk fra, men hvis determination en psykoanalyse kan ændre på, ligesom nogle af disse sociale bånd kan skiftes ud med andre. En sådan ændring er ikke normativt defineret af psykoanalysen, men beror på subjektets egne ønsker. Det er kun mesteren, der stiller op om med normative ideer om, hvad en person bør eller ikke bør gøre, hvad der er bedst eller værst for personen.

Vores tids psykiatri er desværre ofte domineret af en diskurs, der fortæller den lidende person, hvad der er godt eller skidt, dysfunktionelt eller funktionelt. Selvom dommen (diagnosen) ofte falder efter en kort samtale og der kun udskrives medicin, der skal helbrede, udbedre eller dæmpe dysfunktionen, bygger denne dom på normative forestillinger om, hvad der er funktionelt eller dysfunktionelt. ADHD er dysfunktionelt, når man går i skole, OCD er dysfunktionelt hvis man har med børn at gøre, depressioner er et handicap hvis man har et arbejdet osv. Lader vi det problematiske ved sådanne diagnoser ligge, dvs. deres egentlige relevans, er det centralt, at de ikke tager højde for de sociale forhold. Hvad nu hvis det f.eks. er horrible skoleforhold, og ikke hjernen, der udvirker ’ADHD’, eller altopædende krav på arbejdet, der foranlediger depressionen?

Ser vi bort for denne bortskæring af sociale omstændigheder, er det imidlertid bemærkelsesværdigt, at selve ideen om dysfunktionelt beror på normative forestillinger om, hvordan man bedst begår sig i sociale sammenhænge. ADHD er ikke godt for min plads i skolemiljøet, depressioner er ikke fremmende for arbejdsprocessen osv. Den enkelte psykiater, der uden videre giver sådanne eller andre af de mere end 370 diagnoser, som eksisterer i manualen DSM 5 (Diagnostic Statistic Manual 5), hvis ideologi er fremherskende i vesten, optræder som en mester. Det er en mester, der på den ene side ignorerer sociale forhold og på den anden side i høj grad betragter den lidende person ud fra sådanne.

Heldigvis er de fleste psykiatere klogere end deres manualer, og de giver sig tid til at lytte til deres patienter. Der er desuden flere ting, der tyder på en opblødning

5 af den biologiske psykiatris dominans. Bl.a. den massive kritik, som DSM har været og fortsat udsættes for. Det må apropos heller ikke glemmes, at Freud oprindeligt var læge og at Lacan både var psykiater og psykoanalytiker.

Litteratur:

Rasmussen, René: Psykiatri og diagnoser. Forlaget Politisk Revy, 2020.

6