Mental sundhed og offentlig orden

1. juni 2023

Mental sundhed og offentlig orden

Jacques-Alain Miller

Der findes ingen anden definition af mental sundhed, end den der hører til under den offentlige orden. Denne definition er i det mindste den definition jeg foreslår, som opsummering af den modvilje eller ligefrem afstandtagen, der synes at være over for den opfattelse af mental sundhed, der af og til kommer til udtryk i det psykoanalytiske synspunkt. Altså – mental sundhed, defineret i forhold til den offentlige orden. Så meget desto mere som at der for mig at se ikke findes et mere evident kriterium for tabet af mental sundhed, end det der kommer til udtryk i forstyrrelsen af denne orden.

Generelt betragtet udpeges mentale patienter på basis af en forstyrrelse af disse karakteristika, som endda muligvis omfatter den private families sfære. Det vil sige – og undskyld mig hvis det synes at være en smule grusomt – at det væsent- ligste træk i livet mht. den mentale sundhed angår dét at kunne gå ordentligt på gaden. Eller endda at krydse gaden, – at krydse gaden uden at blive kørt over. Den almindelige måde hvorpå vi udtrykker dette i Paris, – og den almindelige måde at udtrykke sig på har altid en vis pointe – ville være at sige, at en mental patient er én, vi ikke ville betro at krydse en gade med et barn. Det synes for mig at være et validt kriterium for mental sundhed.

På denne måde kan vi f.eks. sige, at på landet, hvor der ikke er nogle gader eller biler, er standarderne for mental sundhed meget mindre strikte, end de er i dag i byerne, hvor trafikken er tættere. Jo tættere trafik, desto større krav til den mentale sundhed. Jeg ved ikke, om det er muligt at bekræfte dette statistisk. Vi kunne foreslå en sådan undersøgelse til vores videnskabelige venner: korrelatio- nen mellem kravene til den mentale sundhed og niveauet i trafiktætheden.

Vi ved også, at der findes mennesker, der aldrig ønsker at forlade deres hjem, hvilket også forstyrrer den offentlige orden, nærmere bestemt familien. At et ungt menneske f.eks. lukker sig inde på sit værelse, kan være et alvorligt tegn, der gør os mistænksomme ud fra den mentale sundheds synspunkt. Og selv hvis ikke man har en familie, forstyrres portneren – en væsentlig figur i det civile liv, som alle ved man bør stå på god fod med – af, at man ikke går nogen steder. Jeg spørger

naturligvis, men ikke desto mindre er det sikkert og vist, at mental sundhed altid er et spørgsmål om brugen, den gode brug, af magt.

Det forekommer mig desuden, ud fra de erfaringer, der gøres af dem, som ar- bejder på institutioner, at det fundamentale problem i spørgsmålet om mental sundhed handler om dét at gå ind og ud og komme tilbage. Hvis det ikke var til- fældet, ville der være tale om at løbe væk. At komme tilbage efter at være gået, er essentielt for offentlig orden. At komme tilbage for at sove kan f.eks. forhindre en skilsmisse.

Det centrale problem i forbindelse med praktiseringen af mental sundhed hand- ler altså om at vide, hvem der har tilladelse til at gå og hvem der har tilladelse til at gå på betingelse af, at de vender tilbage og tager deres medicin. På denne måde er det de ansatte, som bestemmer, om nogen kan bevæge sig frit rundt blandt an- dre på gaden, i deres eget land eller mellem forskellige lande, eller ej. Om man kun kan gå på daghospitalet eller ikke kan forlade den psykiatriske afdeling. Og i sidste instans, om man skal bæltefikseres eller ej, for så vidt som den mulige fare i nogle tilfælde er resistent over for medicinering.

De ansatte inden for den mentale sundheds område har altså en vis tilknytning til dem, der arbejder inden for politiet eller i det juridiske system. I den udstræk- ning denne tilknytning forstyrrer dem, forsøger de at finde en anden position, som også er vurderende. Alt andet lige kan jeg ikke forestille mig andet, end at mental sundhed har som sit mål at integrere individet i samfundet.

Men på samme tid kan vi ikke stille os tilfredse med at etablere en simpel overensstemmelse mellem mental sundhed og offentlig orden. Forskellene mellem disse forskellige slags ansatte demonstrerer effektivt, at denne overensstemmelse ikke er tilstrækkelig. Der er forstyrrelser, der angår den mentale sundhed, og an- dre, der angår politiet eller det juridiske system.

Vi bliver nødt til at spørge os selv, hvilket kriterium der anbringer individet på den ene eller den anden side: Om det er på den side der angår den mentale sund- hed eller om det angår den offentlige orden. Dette operative kriterium angår an- svar, – straffeansvar.

Lacan skriver, at ansvar ligesom straf er et af de essentielle karakteristika i op- fattelsen af mennesket, der florerer i et givet samfund. Det er muligvis overra-

skende at finde en tekst mellem Écrits om ”Kriminologi og psykoanalyse”, men Lacan fremhæver ansvar som et essentielt begreb i en skelnen mellem mental sundhed, offentlig orden og psykoanalyse.

Det centrale problem for opfattelsen af den mentale sundhed er her at bestem- me det individuelle ansvar. Det vil sige, om nogen er ansvarlig og kan blive straf- fet, eller tværtimod, om nogen er uansvarlig og derfor skal behandles. Det fore- kommer mig tilstrækkelig evident, at den bedste definition af en person med god mental sundhed, er, at han kan blive dømt for sine handlinger. Dette er en opratio- nel definition, og ikke en ideel.

Ceausescu er f.eks. ikke mentalt sund. Han kan ikke straffes. Enhver der prøver at kalde ham paranoid, vil blive låst inde i stedet for ham. Det er det problem, jeg forsøger at belyse: Når inkarnationen af selve magten til at straffe også er den, der kan afgøre, om man er mentalt sund.

Og hvad betyder uansvarlig så? Det betyder, at andre har retten til at bestemme over nogen, eller m.a.o. at denne nogen ophører med at være et subjekt i sin fulde ret. Termen ”subjekt” er ikke i sig selv begrundet i det mentale, men i rettigheder. Og vi kan her se billedet af totalitarismen: At det altid er den anden, der bestem- mer, og at i en sådan stat er alle andre skøre. Beviset er, at de ikke har lov til at forlade landet.

Men lad os fokusere på ideen om uansvarlighed. Man er uansvarlig, når man ikke kan begrunde sine handlinger, når man ikke kan svare for sine handlinger. Selve ordet ”uansvarlig”, inkluderer ”svar”, det har den samme rod. Ansvar er muligheden for at svare for sig selv.

Og når kriminologien er så interessant for psykoanalysen, er det, fordi den stil- ler spørgsmål om, hvorvidt mental sygdom har held til at suspendere subjektets ret.

Psykoanalytikeren og mental sundhed

Vi kan nu korrigere vores første antagelse om, at mental sundhed er en del af, en underkategori af den offentlige orden.

Man kan for eksempel se, at tvangsneurosen er fuldstændig kompatibel med den offentlige orden. Og det i en sådan udstrækning at vi kan spørge os selv, om ikke opfinderne af den offentlige orden var tvangsneurotikere. En dommer, der hele tiden tænker på sex, holder ikke af den grund op med at fungere som dom- mer. Han kan dømme helt perfekt og på samme tid have hovedet fyldt med seksu- elle tvangstanker.

Paranoia kan også til tider være fuldstændig kompatibel med den offentlige orden – i nogle professioner mere end i andre. Det er kun fra en paranoiker, at jeg i konsultationen har hørt, at han var fuldstændig mentalt sund. Jeg tror ikke, at nogen, der ikke er paranoid, ville kunne sige sådan.

Jeg tror nu, at vi med denne bestemmelse kan indtage en entydig holdning med hensyn til relationen mellem psykoanalysen og den mentale sundhed: Psykoanaly- tikeren arbejder som sådan ikke for den mentale sundhed, og det er måske lige præcis psykoanalysens hemmelighed. Hvad man end kan tænke og sige for at ret- færdiggøre denne rolle i forhold til den sociale nytte, er psykoanalysens hemme- lighed, at det ikke et spørgsmål om mental sundhed.

Psykoanalytikeren kan hverken love eller give mental sundhed. Han kan kun byde velkommen – velkommen til den patient, der kommer i konsultationen. Ydermere er det snarere ham, der, hvis alt går vel, forbliver lukket inde der, som tilbagetrukket fra cirkulationen.

Og en god velkomst er meget vigtig i psykoanalysen. Det bliver for eksempel fortalt, at den lacanianske session i hans sidste tid var reduceret til en velkomst. Måske er det essentielle den analytiske velkomst. Det kunne man stille i modsæt- ning til mental sundhed. Det så jeg for nylig, da én, jeg ikke havde budt velkom- men, kort tid efter bad mig om en analytisk session. Det er et spørgsmål, om ikke velkomsten har en betydning for praksis i sig selv, uden at resultatet umiddelbart kan anticiperes.

Her ligger forskellen mellem de to. Her kunne man stille spørgsmål ud fra den offentlige ordens synspunkt om nytten af psykoanalysen, i forhold til om folk, der bliver analyseret, har, som man siger, et godt helbred.

Forskellen, og måske paradokset, ud fra dette synspunkt, ligger i det faktum, at psykoanalysen er en behandling, som er rettet mod subjektet i dets egen ret, mod

et subjekt i dets fulde ret. Det vil sige, at vores arbejde rettes mod mental sygdom, hvis det er det, man ønsker at kalde det, hos dem, som er i deres fulde ret. Et sub- jekt, som svarer for det, han gør, og det, han siger i en sådan udstrækning, at så- fremt han ikke kan svare, er tingene ikke de rette. Det forekommer ham ikke dumt at sige og gøre noget, han ikke kan svare for.

Dem, der er bekendt med Lacans undervisning, kan placere termen ”subjekt” som grundlag for denne dimension af svaret, for muligheden for at svare. Som sådan er subjektet i sin egen ret ud fra denne akse med svar, udsigelsens subjekt, som vi siger med den lingvistiske term. Det er subjektet, der svarer for sit udsagn, hvilket forudsætter, at han ikke forveksles med det.

Subjektets essentielle patologi

Betingelsen for at udskille udsigelsens subjekt er, at han er i stand til at adskille sig selv fra, hvad han udsiger. Det er subjektet, der kan se, at han har sagt noget, uden at vide hvorfor, eller uden at tro sine egne ører, eller som ved at det er en vittighed, eller som tænker det modsatte af, hvad han siger. Det er det subjekt, som er i stand til at skelne mellem det, han siger, og det, han gør.

På baggrund af forbindelsen mellem mental sundhed, offentlig orden, ansvar, ret og svar er det muligt at forstå den betydning, den fremtrædende rolle, som Freud – måske overraskende – reserverer til begrebet skyldfølelse.

Skyldfølelsen er i virkeligheden ansvarlighedens patos, subjektets essentielle patologi. Hvad er meningen med den? At jeg føler mig ansvarlig, uden at vide for hvad. Man kunne kalde dette for en betingelse for den analytiske praksis. At be- kræfte dens eksistens, eller ligefrem at producere den, er på en bestemt måde må- let med de indledende samtaler. Det er et spørgsmål om skyldfølelsen som affekt hos det ubevidste subjekt. Og når vi bekræfter dens eksistens, kan vi sige, at vi har at gøre med et subjekt, der er i stand til at svare. I en sådan grad at Lacan define- rede selve subjektet som et svar.

I psykoanalysen kan vi komme frem til den radikale pointe, at subjektet selv er et svar. Det er grundlaget for det sociale bånd, Freud opfandt, det psykoanalytiske

syn på samfundet. Freud definerede ikke samfundet ud fra mental sundhed, men ud fra en myte, som ikke var en hvilken som helst myte, men en myte om en grundlæggende forbrydelse ved lovens oprindelse. Det er den myte, som siger: Alle er skyldige. Det er det mytiske svar på ”Jeg føler mig skyldig, men jeg ved ikke for hvad”, svaret på faderens død.

Dette er også det, der forklare os, hvorfor Lacan rådede os til at afvise slyngler fra den psykoanalytiske erfaring. Hvad ville et slyngelsubjekt være? Én der altid undskylder alt.

Det gør os desuden i stand til at forstå, hvad Lacan understregede i de indle- dende samtaler: den subjektive korrektion forud for analysen. Subjektet træder ind i analysen med beklagelser over alle andre, og denne korrektion – det klassiske eksempel er Dora – fører ham til at se, at han har noget at gøre med det, som han beklager sig over, dvs. at også han kan bebrejdes.

På trods af det overfladiske fænomen, som kan være erfaringsmæssigt mani- fest, ved vi, at det ubevidste subjekt altid er under anklage. Det var for demonstre- re dette, at Freud opfandt overjeget.

”Giv ikke op over for psykosen” er en velkendt sætning hos Lacan, som genta- ges alle vegne, i Brasilien, Europa eller Canada. Giv ikke op, men med visse und- tagelser. Vi kan diskutere dette i relation til paranoikeren f.eks., som præsenterer tekniske vanskeligheder, der ikke er lette at overkomme. Paranoikeren befinder sig netop i den subjektposition, der anklager, og ikke anklages; paranoikeren bli- ver forfulgt, men det er andres skyld.

Den perverse, eller dem som udøver en adfærd der ifølge den psykiatriske klas- sifikation kaldes perverse, unddrager sig også denne definition. En sand pervers kommer ikke og beder om analyse, og skulle han alligevel komme på grund af en fejltagelse, forlader han den. En pervers kunne ikke desto mindre søge analyse, for så vidt som han i nogen udstrækning føler skyld over sin adfærd, når han stop- per med at opfinde undskyldninger for det, han ikke kan lade være med. Erfarin- gen leder os ydermere til at tænke, at det her mere er et spørgsmål om personer med høj moralsk bevidsthed, modsat det billede der normalt tegnes af perverse. Således er tilstedeværelsen af den subjektive følelse af skyld en bedragerisk faktor mht. muligheden for at analysere den.

Den juridiske dimension af erfaringen

Perversionen, nu hvor vi taler om dét, som nogen ikke kan stoppe med at gøre, tillader os at tale om begrebet drift i psykoanalysen.

Hvad kalder vi driften, som er en anden af Freuds myter? Vi taler om driften, når noget træder frem, som man ikke kan lade være med. Hvilket medfører pro- blemet om, hvorvidt det er et subjekt i egen ret eller ej. I denne henseende kunne Lacan sige, at driften er ”hovedløs”, og at der derfor er tale om en vis suspende- ring af subjektet i dets egen ret. Hvis vi taler om en subjektiv position i forhold til driften, kunne vi sige, at der her er tale om relationen mellem subjektet og begæ- ringen, som subjektet ikke kan forsvare sig imod. På denne måde er der en forbin- delse mellem driften og overjeget, på samme måde som termen forsvar også har en juridisk dimension.

Det perspektiv, jeg foreslår, tillader os at lokalisere artikulationen mellem drift og begær: driften som en freudiansk myte, og begæret – som vi ser det – som en lacaniansk myte. Hvordan skal vi skelne mellem dem, hvis ikke ved at tale om driften, når subjektet klager over ikke at kunne forsvare sig selv, og om begæret, når subjektet klager over at forsvare sig for godt? Forskellen ligger lige præcis i forsvaret. Med hensyn til begæret er forsvaret indre, i forhold til den selvsamme dynamik, for så vidt som begæret og afvisning af begæret er knyttet til helt samme bevægelse. Vi taler om drift i modsætning hertil, når subjektet er ude af stand til at introducere forsvaret.

Men det kunne vise sig, at dette ikke handler om skyldfølelse. Skyldfølelsen har uden tvivl sine mangler. I f.eks. den patologiske sorg, når subjektet er knust af skyld over tabet. Eller i melankolien, i forhold til hvilken der altid er vanskelighe- der, ubehag, modstand mod at indskrive den i psykosens felt, fordi tilstedeværel- sen af skyldfølelse forudsætter en vanskelighed. Med hensyn til Præsident Schre- ber er tingene derimod klare: Gud er skyldig fra start til slut. Han er den, der skul- le føle sig skyldig i at forstyrre ikke bare den offentlige orden, men verdensorde-

nen i det hele taget. Det er ikke blot et spørgsmål om trafikkens bevægelser, men om bevægelsen af de himmelske kroppe.

På denne måde kan vi ud fra den psykoanalytiske erfaring se, at skyldfølelse ikke hæmmer revindikation [revendication (revindikation er tilbagefordring af en ting som ejendom (o.a.).)], men tværtimod fremmer den. Vi er nødt til at forstå forbindelsen mellem de to, fordi de kan fremtræde som modsætninger til hinan- den. Men kun et subjekt i egen ret kan have skyldfølelse, dvs. et subjekt, der er i stand til at sige ”Jeg har ret til”. Dette er selve princippet for revindikation. Hvis revindikation ikke anskues som essentiel for den analytiske praksis, er det alene, fordi vi ikke gør os klart, at kastration kun giver mening i udgangspunktet for rev- indikation.

Dannelsen af psykoanalytikere og deres mentale sundhed

Det er derfor, at rettighedernes tilstand er uundværlig for psykoanalysen. Vi kan ikke have den ene uden den anden, ellers vil det blive en hemmelig psykoanalyse, som Jean-Pierre Klotz for nylig forklarede for os efter tilbagekomsten fra Sovjet- unionen. Psykoanalysen kan kun findes i dette store land, hvis det udvikler sig til en stat med rettigheder. Vi kan se forbindelsen: Psykoanalyse og menneskeret findes side om side. Man er nødt til at have retten til at tie. Man kan ikke have psykoanalyse, hvor der kun findes taleret eller endda taletvang.

Lad os vende tilbage til vores tema: For hans egen mentale sundheds skyld bør analytikeren være kureret for sin skyldfølelse. Det ville være risikabelt at henven- de sig til ham, hvis det var anderledes. Psykoanalytikerens dannelse kunne op- summeres i at være kureret for følelsen af skyld.

Det er risikabelt, fordi psykoanalytikerens dannelse ligner dannelsen af en slyngel. Det er derfor, der bør være en forskel: Man skal kurere dem for skyldfø- lelsen, for så vidt som de leder behandlingen, og ikke helbrede dem som subjek- ter. Vi har f.eks. hørt Lacan i sine seminarer klage over kravene fra sit overjeg. Vi må også anerkende, at Lacan var nødt til at betale sin gæld, nødt til at frikende sig

selv for at have åbnet dørene til psykoanalysen for os. Og han betalte med teore- tisk arbejde.

Den negative terapeutiske reaktion, for nu at bruge et freudiansk udtryk der måske ikke lige forekommer mig så smart, har det mål at flytte skyldfølelsen over på analytikeren: Du kan ikke kurere mig, eller med andre ord, at flytte skyldfølel- sen over på den Anden. Kastrationen, som er utænkelig i det helt reelle, har ingen mening undtaget for subjektet i dets ret, for det subjekt der kan sige ”Jeg har ret til”. Dette er, hvad der udgør en vugge for den psykoanalytiske erfaring for Freud.

For at forklare det i finansielle termer, er det, som om subjektet har fået over- draget en check, han ikke han indløse. Denne bærers check kaldes fallos, og mere præcist fallos som symbol, som selve udgangspunktet for klagerne i psykoanaly- sen: Jeg har ret til noget, jeg ikke kan indløse. Subjektet kommer altid til analysen for at indløse sin check, og analytikeren er kassereren: Forklar mig, hvilken check du har. Og enden på det er, at den, der skulle have indløst checken hos kassereren, ender med at betale for blot at have vist kassereren checken, for alt hvad han gør, er at tale om den. På denne måde kunne psykoanalysen forekomme os at være et svindelnummer og få os til at overveje, om vi overhovedet har tilstrækkeligt godt mentalt helbred til at klare dette spil.

Kastrationen, det virkeligt freudianske begreb om kastration, ville være utæn- kelig, hvis ikke det var for spørgsmålet om retten til fallos for kvinder såvel som for mænd. Så meget desto mere besværlig på den maskuline side, fordi han er bærer af organet. Vi ved, og dette er den anden af psykoanalysens hemmelighe- der, en hemmelighed der kendes af alle, at checken aldrig kan indløses, fordi kas- sereren befinder sig på den anden side. Dette er den imaginære kastration: Selvom man har en check, har man altid tomme lommer.

Sandheden er, at denne check har visse træk, der betyder at for at indløse den, er der ikke andre muligheder end at indtage analytikerens plads, dvs. at forvandle sig til kasserer. Psykoanalytikere er på den måde dem, der har opgivet håbet om at indløse checken, som har forladt ideen om at indløse den, med det paradoksale resultat, at deres lommer er fulde.

Alt dette gør det klart, at kastrationens subjekt er subjektet i sin ret, én der har opdaget, at den check alle har, er umulig at indløse. Nogle gange må han forsøge

med adskillige analytikere for at blive sikker på, at ingen vil indløse den. Men som subjekt i sin ret er han også et pligtens subjekt, dvs. han adlyder ordren: Du skal betale. Og dette Du skal betale kan oversættes som nydelse: Der skal betales i nydelse. Og det, han opdager, er, at selve det at vise checken giver rigelig med nydelse, dvs. han nyder den allerede ved at præsentere den med ord.

Og det er det, der får os til at more os over den mentale sundhed, for den er et spørgsmål om strukturel forstyrrelse af det fysiske, det mentale og det sociale. Ifølge WHO’s definition: ”en tilstand af fuldkommen fysisk, mentalt og socialt velbefindende”. Som Hebe Tizio har antydet, er dette et umuligt imperativs søde ord. Det er det moderne overjegs formel, meget velbeskrevet, fordi alle tre termer er til stede: fysisk, mentalt og socialt. Det gør det tydeligt, at det mentale effektivt er et organ, der ikke er reserveret menneskeheden. Det mentale eksisterer i det levende fra det øjeblik, hvor det har sanser, fra det øjeblik hvor der er et sanseap- parat.

Dyr har også et sind, der nødvendigvis kompletterer den levende væren. Dette sind – sanser, tænker, husker – og gør dem i stand til at leve i deres omgivelser: på en sådan måde, at det mentale er det organ, der er nødvendigt for at tilpasse sig den fysiske verden. Vi ved nu meget mere om sindet som organ, fordi hjernens biokemi er mere avanceret, og tilmed behaviorismen tillader os f.eks. at bevise, at hos rotter og duer er det mentale et organ, der er nyttigt i livet, er en guide i livet. Rotten er en del af helheden. Det er, derfor Lacan kunne sige, at organismen går langt videre end grænserne for den individuelle krop. Organismen er organismen i sig selv – med dens mentale og fysiske aspekter – plus dens verden.

Mens sana

Kunne man forestille sig et levende væsen uden det mentale? Det ville være et levende væsen, som kunne begå sig i det pure reelle. På en vis måde er det dét, som Freud præsenterede os for med libidoen. Den myte, Lacan konstruerede, i respekt for Freuds libido, er én om et levende væsen uden et sansesystem, som ingenting ved om verden og som er af det pure reelles orden. På denne måde kun-

ne man sige, at den lacanianske term nydelse italesætter noget, der ikke vil vide noget. Dette er også problemet med driften, som ikke vil vide noget som helst. Derfor kan vi formulere: ”Hvad er det, vi kigger efter i viden?” Den mytiske libi- do, gjort mytisk af Lacan, vil ikke vide noget som helst.

Dyret henvender sig, for så vidt som det har et sind, ikke til det pure reelle, men gør snarere en realitet ud af det. Forskellen mellem det reelle og realiteten er det mentales mellemrum. På denne måde kunne vi beskrive fluens verden helt perfekt. Lacan giver os en sådan beskrivelse, der får os til at ønske, at vi var én, for her ser vi at fluen er fuldstændig mentalt sund, hvis vi definerer det som har- monien, ligevægten, mellem Inwelt og Umwelt.

Men mennesket forholder sig til verden via det sociale og sproget, og bryder dermed på en fundamental måde overensstemmelsen mellem Inwelt og Umwelt. Det vil sige, at mental sygdom er med os fra starten. Det er derfor vores model for mental sundhed ikke omfatter dyrets. I vores tidsalder vil det bedste eksempel på mental sundhed være en maskine – det er, derfor man kan sige om nogen, at ”De- res tråde er sammenfiltrede”.

Vores omgivelser har ingenting naturligt ved sig, men er struktureret af sprog og fyldt med rettigheder og pligter. Freud har allerede antydet, at vores sind er forstyrret af narcissisme, der udgør en fundamental barriere for ligevægten og som er princippet for og selve konsekvensen af mental forstyrrelse. Vi er bekendte med dens rolle i f.eks. hæmningen.

Hos mennesker, i menneskeheden, er ikke alt, som ikke er fysisk, imidlertid ikke mentalt. Der er noget, som ikke er mentalt, noget som er den tanke, som Freud kaldte det ubevidste. Det ubevidste tilhører ikke den mentale orden, selvom det kan synes sådan. Vi er nødt til at adskille det fra mens – mens sana in copore sano. Det, som forhindrer mens sana og copore sano, er den disharmoniske eksi- stens af en tanke. Hvad er den mest klassiske definition af sundhed? Sundhed de- fineres ved organernes tavshed. Men der er det ubevidste, som aldrig er stille, og som ikke er til nogen gavn for harmonien.

Defineret på denne måde, kan mental sundhed som sådan ikke udgøre et krite- rium for den analytiske praksis.

Oversat efter ”Mental Health and Public Order”, Psychoanalytic Notebooks, nr. 23, 2011, af Lene Madsen og René Rasmussen.